Instruktør: Boris Lojkine. Spilletid 93 minutter. (Frankrig, 2024)

Den franske instruktør Boris Lojkine fortsætter med sin nye film sin mission om at skildre det vestlige samfunds glemte tragiske skæbner, særligt blandt immigranter.

Paris er rammen for Souleymane’s Story, der modtog juryens pris og den mandlige skuespilpris i forrige års Cannes-festivals sidekonkurrence Un Certain Regard.

Hovedpersonen er den guineanske mand Souleymane, som vi følger i to dage op til en afgørende asylansøgningssamtale. For at skaffe penge til en mand, der hjælper ham med ansøgningen, haster han i dag- og aftentimer rundt som cykelbud, inden han spenderer natten på et herberg fyldt med immigranter.

Mens han i et hektisk tempo leverer mad til mere eller mindre utaknemmelige kunder, repeterer han for sig selv en falsk historie om at være politisk flygtning, som han skal kunne udenad til det forestående møde.

Souleymane en kompleks hovedperson, der er presset ud i løgnene af de umulige omstændigheder. Det gør ham ikke mindre sympativækkende, for man forstår og mærker hans desperation helt ind i kroppen.

Lojkine har udelukkende castet amatørskuespillere til sin fortælling, med undtagelse af Nina Meurisse, som møder Souleymane til den skæbnesvangre samtale til sidst. De spiller alle fuldstændigt overbevisende og troværdigt – til tider endda humoristisk, når Souleymanes venner eksempelvis fyrer jokes af om hinandens fodboldlandshold.

Særligt filmdebutant Abou Sangare er en stor åbenbaring i sin prishædrede hovedrolle, hvor han ifølge instruktøren trækker på sine egne dårlige oplevelser med det franske system.

Sangares spil er umiddelbart og afbalanceret, og man bliver aldrig træt af at kigge på hans milde ansigt, der møder den kyniske og fremmedfjendske omverden med overraskende stor venlighed.

Til allersidst kan Souleymane dog, helt forståeligt, ikke andet end at give slip. De indestængte følelser og de tømte energidepoter kolliderer i en stærk slutscene, som giver et øjebliks forløsning – inden bismagen af cykelbuddets håbløshed vender tilbage.

Kilde: Soundvenue.

Filmen vises torsdag d.7. januar, 2027