Instruktør: Mascha Schilinski. Spilletid 155 min. (Tyskland, 2025)

Den tyske prisvinder fra Cannes er fire nedslag i over 100 års historie om kvinder – 1910’erne, 1940’erne, 1980’erne og 2020’erne. Men i stedet for at fortælle historien lineært springer filmen frem og tilbage i tiden, så generationerne glider sammen og næsten bliver umulige at skelne fra hinanden. 

I 1940’erne skal Erika (Lea Drinda) hjælpe til med grisene, men vil hellere udforske, hvordan det er for onkel Fritz at hoppe rundt på ét ben med krykker. Herfra springer man tilbage til 1910’erne, hvor Alma (karismatiske Hanna Heckt) bemærker: ”Det er mærkeligt, at noget, der ikke er der længere, stadig kan gøre ondt” om sin storebror Fritz’s fantomsmerter. Det er Erikas onkel som ung, og det viser sig, at familien har amputeret hans ben for at undgå, at han bliver indkaldt som soldat i Første Verdenskrig.   

I begyndelsen af 1980’erne er Erikas søster Irm mor til den rastløse teenager Angelika (Lena Urzendowsky), som bliver seksuelt udnyttet af onklen Uwe, mens fætteren Rainer forsøger at vinde hendes opmærksomhed. 

Fremme i 2020’erne fungerer gården som sommerhus for et Berliner-par, der tilsyneladende ikke har noget med slægten at gøre. Men det er, som om der hviler en hjemsøgelse over stedet, der rammer datteren Lenkas (Laeni Geiseler) venskab med den jævnaldrende Kaya, som har mistet sin mor til lungekræft. 

Vi kommer igennem den tyske historie fra kejserstyre over nazisme og DDR-kommunisme til kapitalisme, men det politiske forbliver et subtilt bagtæppe. 

I Schilinskis film er der ikke meget opklarende dialog. I stedet må man overgive sig til frit at associere mellem de mange tidsepoker med fotograf Fabian Gampers afdæmpede farver. Som titlen Se mod solen antyder, konfronterer filmen os med det, vi ikke kan holde ud at se på. Men den kan også gøre det modsatte: løfte os op og ud af tiden. Kameraet er en mirakelmaskine, som det siges i filmen, og Schilinskis værk er et lille mirakel, der vækker vores egne erindringer til live.

Kilde: Ekko

Filmen vises torsdag d. 21. januar, 2027