Hjertelig velkommen til en ny sæson i Filmklubben Thy.
Mens klubbens medlemmer måske har holdt ”film-pause”, har filmklubbens bestyrelse arbejdet med dette program.
Vi synes, det er spændende, sjovt og interessant at finde og udvælge kvalitetsfilm inden for et bredt genremæssigt og geografisk spekter. Det er, hvad vi forsøger. Vi læser aviser, abonnerer på filmmagasinet ”Ekko” og har på alle måder antennerne ude i årets løb. Opdager vi en god film, ryger den på listen. Af og til, og gerne oftere fremover, får vi forslag fra medlemmer –så kom frisk!
Efter sæsonens afslutning, som regel sidst i april, holder vi generalforsamling, hvor halvdelen af bestyrelsen er på valg. Efter konstituering holdes det store filmvalgmøde, som også er en fest. Her diskuteres filmene, og vi stemmer for eller imod. Inden har vi set trailere, læst filmanmeldelser og taget noter. De tolv film med højeste score plus et par backups bliver årets film, hvis Kino kan skaffe dem –derfor backups.
I år lagde vi ud med 28 film på listen. Nogle blev ikke distribueret til Kino, andre havde først premiere i årets løb, nogle var alt for lange og nogle var ikke gode nok. Når vi stemmer, skeler vi til en bred geografisk dækning. Tidligere har vi manglet tyske film. I år var de i overflod. Årets filmpakke kan næsten betegnes som kontinental med instruktører af tysk, fransk, italiensk, schweizisk, georgisk, tjekkisk og dansk nationalitet. Dog har vi også et par afstikkere over Atlanten med britiske, irske og amerikanske instruktører.
Bred dækning af forskellige filmgenrer tilstræber vi også. Her får I den kunstige intelligens Chat GPTs svar på spørgsmålet – hvilken genrebetegnelser kan hver af de 12 film gives:
- Konklave – Thriller/drama
- Kneecap – Komedie/drama (musik)
- Radical – en klasse for sig – Mexicansk dramakomedie
- Min Evige Sommer – Dansk drama / coming‑of‑age
- La Chimera – Italiensk magisk realisme / drama
- Min Gloria – Følelsesfuldt dokumentarisk drama
- Mr. Nobody mod Putin – Politisk dokumentar
- Anora – Romantisk komedie/drama med thrillerlag
- Drømmemanden – Romantisk sci‑fi-komedie / filosofisk sci‑fi-dramakommedie
- Tatami – Sportsdrama / politisk thriller
- Fremmed – Det første opgør – Historisk dramathriller / episk overlevelsesdrama
- Kærlig hilsen, Hilde – Historisk biografisk krigs-/romancedrama
Der er meget drama, men også thriller, komedie, dokumentar, romantik og sci-fi. Jeg tror, at AI’en rammer rigtigt, men se selv filmene og tjek efter! Det vil jeg gøre.
Vi har i bestyrelsen gjort os umage med udvælgelsen og håber at vores ”NI” (naturlig intelligens) har truffet gode filmvalg. Rigtig god fornøjelse.
Endelig er der også i år hhv. 15% og 10% rabat på restauranterne Porto og Læ ved fremvisning af medlemskort på forestillingsdagene -velbekomme J.
/Lars Rask Mortensen
Bestyrelsen:
Lars Rask Mortensen (formand), Henning Krogsgaard Nielsen (kasserer), Lone Hust, Lisbeth Isaksen, Elisabet Marholt, Michael Dela, Anne-Birgit Odgaard, Bente Mikkelsen (suppleant)
Redaktør: Birthe Eisum
Webmaster: Thomas Eisum
Hjemmesiden: http://filmklubben-thy.dk
Facebook: https://www.facebook.com/filmklubbenthy