Instruktør: Alice Rohrwacher, spilletid 130 min, (Italien, Frankrig, Schweiz, 2023)

Filmen foregår i 1980ernes Toscana, hvor en ung britisk arkæolog, Arthur, slutter sig til en munter bande af såkaldte Tombaroli, som lever af at plyndre gamle etruskiske grave og skatte. Han modtages som en helgen for sine særlige evner til at sanse de usynlige skatte under jorden. Handlen med de historiske fund og den berigelse, der følger med, kan dog ikke udfylde den tomhed, Arthur bærer efter tabet af sit livs store kærlighed, Beniamina, som han håber at blive forenet med, hvis han kan finde den legendariske dør til underverdenen.

 Det er magisk realisme med fremragende skuespilpræstationer af bl.a Josh O’Connor, Isabella Rossellini og Alba Rohrwacher, søster til instruktøren Alice Rohrwacher.

 I typisk Rohrwacherstil balancerer filmen mellem neorealisme og fabulerende mystik. Hun skildrer de kulturelle tab ved gravrøveri, men også de menneskelige behov som kærlighed, tilhørsforhold og mening i livet.

 La Chimera er ikke en konventionel fortælling, men en film hvor virkelighed og drøm konstant veksler. Hun skildrer i sine film almindelige og fattige mennesker på en innovativ måde med virkeligheds- og tidsspring, som får tilskueren til at holde vejret. Hun er meget optaget af sin opvækst i Toscana, hvor man overalt finder genstande fra fortiden i jorden. Der er også komedie og kærlighed i filmen, for Rohrwacher blander frit former og udtryk, som det passer hende.

Alice Rohrwacher er en af de største filminstruktører i Italien lige nu, fast inventar på Cannes festivalen, hvor hun vandt manuskriptprisen for Lazzaro den lykkelige i 2018.

Titlen betyder kimæren – et mytologisk ildsprudende uhyre sat sammen af lige dele løve, ged og slange.

Kilder: Soundvenue, Ekko og Det Danske Filminstitut.

Filmen vises torsdag d. 20. november, 2025